Hvad er anatomi og fysiologi?
Anatomi er læren om hvordan de forskellige strukturer i kroppen er opbygget, hvordan de forskellige celler er opbygget, hvordan disse igen samler sig til væv, organer og systemer i kroppen.
Anatomi vil altid være knyttet sammen med fysiologien, som beskriver hvordan disse forskellige celler, organer og systemer virker, hvordan de samarbejder internt, med andre systemer og endda med andre individer og grupper.
Anatomi er studiet af levende organismers ydre form og deres indre opbygning. Faget omfatter en række underdiscipliner, der er vel definerede ved deres emne og de brugte metoder.
Den makroskopiske anatomi
Denne form for anatomi beskæftiger sig med strukturer, der er synlige med det blotte øje, og dissektion er den vigtigste undersøgelsesmetode. Den mikroskopiske anatomi omhandler strukturer, som undersøges ved optisk mikroskopi eller elektronmikroskopi.
Når man objektivt iagttager kroppen med det blotte øje, er der tale om makroskopisk anatomi. Dette skal ses i modsætning til mikroskopisk anatomi, hvor man studerer strukturer i forskellige celle- og vævstyper.
Den mikroskopiske anatomi
Er undersøgelser af fysiske strukturer med optisk mikroskopi eller elektronmikroskopi.
Deskriptiv anatomi
Deskriptiv anatomi beskriver strukturerne, mens den funktionelle anatomi undersøger sammenhængen mellem struktur og funktion.
Systematisk anatomi
Systematisk anatomi omhandler organismens hoved komponenter:
- osteologien, læren om skelettet
- artrologien, læren om leddene
- myologien, læren om musklerne
- angiologien, læren om karrene
- splanknologien, læren om indvoldsorganerne
- neuroanatomien (neurologien), læren om nervesystemet.
I den systematiske anatomi betragter man kroppen som sammensat af forskellige samarbejdende systemer: Nervesystemet, kredsløbet, bevægeapparatet, fordøjelses systemet osv.

Kommentarer
Send en kommentar